top of page

Nyheder

Mindeord om Niels Christian Sigaard Hansen

  • jmjespersen
  • 26. apr.
  • 2 min læsning

Et mangeårigt medlem af OK Sorø, et æresmedlem, er gået bort.


Det er Niels Christian Sigaard Hansen, der for 3 uger siden gik bort, 96 år gammel.


Der er næppe mange af klubbens nuværende medlemmer, der husker Niels Christian. Da OK Sorø opstod i 1969 var de fleste medlemmer teenagedrenge. Derfor trådte en del forældre til og hjalp i klubben. To af os unge var Henrik og Lars, og de fik deres far med i klubben.


Niels Christian var derudover aktiv i hjemmeværnet, og ud over, at han løb træningsløb, så blev han også klubbens materielforvalter i en lang årrække. I hans bolig på Bøgholmsvej var klubbens materiel sirligt sat på plads, og Niels Christian stod også en lang årrække for kortsalg. Dengang blev O-kort tegnet og derefter trykt i f.eks. 1.000 eksemplarer, og blev brugt dels til klubbens arrangementer, dels solgt til andre klubber, spejdere mv. Så det var en vigtig opgave, Niels Christian samvittighedsfuld løste.


2874, lød det alvorligt i telefonen, når man ringede til Niels Christian. I bedste hjemmeværnsskik opgav han altid sit telefonnummer og ikke sit navn, når han tog telefonen.


Og – jeg husker blandt meget andet, da vi i 1986 skulle arrangere DM i Slagelseskovene. Vi ville have mellemtider, og til den opgave var hjemmeværnet altid belejligt. En aften holdt vi møde i mit daværende hjem ved Nordskoven. Ved bordet sat Niels Christian, Ejnar Jensen, tømrermester og leder af hjemmeværnsgruppen samt Bent Børsting, HG, stævnekontrollant – også tømrermester. Da mødet var forbi sagde jeg til et par fra klubben: ”Talte I deres fingre?”. De tre tømrere manglede alle en eller flere fingre, de havde mistet på jobbet.


Ære være Niels Christians minde.


/Mindeord ved Flemming Olsen

 
 
 

Comentários


bottom of page