top of page

Nyheder

Pressemeddelelse: Sorø sø rundt 2021



En smuk tur rundt om Sorø Sø med sved på panden


Orienteringsklubben Sorø arrangerer for 48. gang motionsløbet Sorø Sø Rundt, lørdag d. 4. september kl. 12.00, et af Danmarks ældste motionsløb. Løbet er for alle, uanset tempo, og man kan løbe eller gå rundt om søen.


Løbet Sorø Sø Rundt afholdes igen i år den første lørdag i september. Der skal løbes 8,35 km med samlet start kl. 12.00 fra Søgade. Ruten rundt om søen går primært af grusstier og selv man har lidt fart på, så kan man nyde en smuk rute i skovidyl. Halvvejs på ruten er der væskepost, og i mål er der vand, frugt og chokoladebar til løberne.


Alle løbere får selvfølgelig en medalje. Der er også en unik Craft løbetrøje til de første 250 tilmeldte. Der er præmier til hurtigste mand og kvinde, samt til hurtigste dreng og pige til og med 16 år.


Har man lyst til at løbe med kan man tilmelde sig via løbets hjemmeside www.sorøsørundt.dk

Her kan man også læse mere om de praktiske detaljer og se vindertiderne fra de foregående år.

Det er også muligt at melde sig til på dagen, i målområdet inde bag Klosterporten.


Frivillige kræfter bag Sorø Sø Rundt


Som altid, så er det Orienteringsklubben Sorø der arrangerer motionsløbet. Der er cirka 20 klubmedlemmer involveret i, at alt kører som det skal. ”På løbsdagen er vi i gang fra tidlig morgen og til godt hen ad eftermiddagen, før alt er pakket sammen. Det er en god dag med mange glade løbere - og når alle løberne kommer i mål, så er stemningen altid i top”, siger Martin Munk, fra Orienteringsklubben Sorø og tovholder på Sorø Sø Rundt.


Al overskud fra løbet går til orienteringsklubbens børne- og ungearbejde og som tilskud til den årlige klubtur til Påskeløbene, der ofte afholdes i Jylland.


Har man lyst til mere løb, så kan man prøve orienteringsløb til orienteringsklubbens ugentlige orienteringsløb tirsdag og fredag, eller til løbetræningen onsdag og torsdag. Se mere på www.oksorø.dk i aktivitetskalenderen, hvor og hvornår, eller følg med på orienteringsklubbens Facebookside.


bottom of page